Jeg tilbyder
Hjælp til arbejdspladsen
Jeg tilbyder hjælp til arbejdspladser indenfor følgende emner:
Samarbejde: på en arbejdsplads er vi sammen om noget. Det kan ind imellem udfordre, når vi er forskellige eller har forskellige syn på det, vi er sammen om.
Compassion: særligt i omsorgs fag hvor vi giver meget af os selv i mødet med det andet menneske, er det værdifuldt at kende begrebet compassion og vide hvordan, vi arbejder med det. Compassion er at lægge mærke til andre menneskers lidelse, mærke en følelsesmæssig reaktion og have et ønske om at lindre den andens lidelse. Selv-compassion er at behandle dig selv med samme omsorg, som du viser et andet menneske, der lider og at handle for at lindre din egen lidelse.
Værdiarbejde: grundlaget for at være sammen om noget i et arbejdsfællesskab er at vi forholder os til egne og organisationens værdier. Hvad er mine, dine og vores værdier? Hvordan lever værdierne og hvorfor gør de det ikke altid? Hvad har værdier med oplevelse af stress at gøre?
Stresshåndtering: for at trives må vi se på, hvad det er for et liv, vi lever. Lever jeg i overensstemmelse med mine værdier? Giver jeg plads til mine drømme? Er der noget i mit liv, der ikke gør mig godt?
Til håndtering af ovenstående begreber, som alle er i spil på en arbejdsplads, tilbyder jeg:
Individuel supervision
- Gruppesparring
- Ledersparring
- Personaledage
Erfaring
Med ledelse:
Jeg har mange års erfaring som leder i det pædagogiske område. Jeg har ledet store såvel som mindre personalegrupper i dagtilbud og har erfaring med institutioner med specialpædagogiske opgaver. Jeg giver sparring til ledere blandt andet omkring MUS og GRUS, ledertrivsel, organisationsudvikling.
Med supervision:
Jeg har gennem flere år ydet supervision og sparring til medarbejdere og ledere. Det har været i 1-1 samtaler, fx som stressforebyggelse, afklaring af arbejdssituation, håndtering af arbejdsmæssige dilemmaer og udfordringer. Det har også været i gruppesparringer, hvor jeg har arbejdet med hele teams om at være sammen om de opgaver, der er på en arbejdsplads med de udfordringer, glæder, dilemmaer det kan medføre.
Med personaledage:
På en arbejdsplads er vi sammen om noget. Derfor tror jeg på, at vi skal udvikle os ved at være sammen om det, der fylder og det der løfter. Jeg arrangerer personaledage i samarbejde med den pågældende leder. Det er typisk dage med oplæg, dialog, øvelser og refleksion. Emnerne kan være arbejde med stedets værdigrundlag, psykologisk tryghed, compassion, faglig og personlig udvikling – sammen om livet.
Teoretisk og etisk ståsted
Mit faglige fundament er rundet af eksistensfilosofien og fænomenologien. Det betyder at jeg mener, der er nogle generelle grundvilkår og livsomstændigheder, som er gældende for alle mennesker, men som kommer til udtryk unikt for hver af os. At arbejde eksistentielt er for mig at være sammen med den anden om og i de vilkår, der er til stede og vedkommendes forholden sig til dem. Vi er som mennesker forbundne til hinanden og må forholde os refleksivt til dette. Jeg er nysgerrig på det, der viser sig i mødet med mennesker og tror på at vi ved at udfolde det, der dukker op i os lige nu, bliver klogere på os selv og hinanden.