Jeg tilbyder
Individuelle samtaler
I den eksistentielle samtale forholder vi os sammen til det, der fylder for dig lige nu.
Hvordan er det liv, der er dit, som du oplever det? Er der noget, du gerne vil forstå bedre? Måske er der sider af dit liv, du gerne vil leve med på en ny måde.
Måske har du brug for hjælp til at få øje på det, du ønsker, så du kan begynde at leve det.
Måske oplever du lige nu ændringer i dit liv, hvor du har brug for hjælp til at forstå dig selv og dine reaktioner bedre. Du står måske midt i overgange i livet, hvor du møder tab og sorg.
Gennem samtale undersøger vi, hvordan det kan være godt at være dig.
Vi ser sammen på, hvilke værdier du gerne vil leve efter.
Samtaleforløb kan være af forskellig varighed alt efter, hvad det er, du har brug for hjælp til at se på.
Vi afstemmer sammen løbende, om du ønsker flere samtaler og om den måde, vi er sammen på, er hjælpsom for dig. En samtale varer 50-60 minutter.
Mit faglige fundament er rundet af eksistensfilosofien og fænomenologien. Det betyder at jeg mener, der er nogle generelle grundvilkår og livsomstændigheder, som er gældende for alle mennesker, men som kommer til udtryk unikt for hver af os. At arbejde eksistentielt er for mig at være sammen med den anden om og i de vilkår, der er til stede og vedkommendes forholden sig til dem. Vi er som mennesker forbundne til hinanden og må forholde os refleksivt til dette. Jeg er nysgerrig på det, der viser sig i mødet med mennesker og tror på at vi ved at udfolde det, der dukker op i os lige nu, bliver klogere på os selv og hinanden.